2. maj 2022

Midlertidig lukning for tilførsel af nye midler i Atlas Global Makro

Administratoren for Atlas Global Macro, MultiConcept Fund Management S.A., har i dag meddelt, at der med virkning fra næste
emission onsdag den 4. maj 2022 midlertidigt implementeres en lukning for nyudstedelse af aktier i Atlas Global Macro.

I praksis betyder det, at det for en periode ikke vil være muligt at investere flere midler i fonden – hverken for eksisterende investorer eller for nye investorer. Det vil fortsat være muligt at sælge aktier i Atlas Global Macro månedligt som hidtil.

Beslutningen er truffet på baggrund af krigen i Ukraine og heraf følgende vedtagne sanktioner vedr. det russiske marked, som fonden har investeret i. Disse fik den 6. april 2022 administratorens uafhængige ’pricing committee’ til at nedskrive den bogførte værdi af fondens beholdning af ETF’er med eksponering mod russiske aktier til tæt på 0, hvilket har påvirket NAV negativt.

Den midlertidige lukning for nyudstedelse af aktier i fonden implementeres for at beskytte de eksisterende investorer imod såkaldt ’udvanding’. Uden lukningen ville det nemlig være muligt for nye investorer at få andel i fondens beholdning af russiske aktiver til en pris tæt på 0, selvom de potentielt på længere sigt kan have betydelig værdi – dette på bekostning af de eksisterende investorer.

En sådan situation ville være urimelig for fondens eksisterende investorer, hvilket administratoren altså har anerkendt og forhindret med dagens beslutning.

Vi vil løbende orientere fondens investorer, når der er nyt vedr. beholdningen af russiske aktiver såvel som handel med fondens aktier.

Den officielle meddelelse fra MultiConcept Fund Management S.A.

Med venlig hilsen
Investeringsforvaltningsselskabet Fundmarket A/S
Nina Trolle Boldt
Adm. direktør